Den besked for jeg tit når snakken falder på træning af heste. Jeg ved godt jeg hægter en del læsere af ved at skrive om heste. Det er helt univers for sig som man ikke forstår ret meget af hvis man selv er hestepige eller mand.
For 3 år siden blev jeg heste ejer for første gang. Jeg var faldet for en fjordhest. Det havde jeg ALDRIG set komme. Jeg har altid reddet Dansk Varmblod eller arabertyper og fjordhesten var i min verden et træk dyr som hørte til i de norske fjelde og ikke som ridehest.
Men jeg gav Bailey en chance da jeg for over 3 år siden søgte en part. Jeg havde fået besked om at hesten da naturligvis kunne det grundlæggende, altså skridt, trav og galop, stop, bak mm. Det var jo fint.
Da jeg mødte Bailey var han jo ultra charmende. Men inden vores første ridetur trak han mig de par hundrede meter der var ned til ridehallen. Uanset hvor meget vægt der blev lagt i biddet vadede han bare flere skridt foran mig.
Da jeg sad op var jeg spændt og havde ondt i armen. Jeg kunne hurtigt konstatere at han i hvert falde var ved at vælte når han skulle dreje med mere fart på end en snegl. Da jeg ville lave et galopanspring gik det da helt galt og jeg fik en flyve tur og landede på hovedet og fik et vrid i ryggen.
Jeg kunne jo så konstatere at hesten altså ikke helt kunne det grundlæggende som fortalt. ( med mindre bukkespring var en del af en capriole?) Jeg var både vred over at jeg ikke helt havde fået sandheden, men jeg havde i den grad også ondt af hesten. Tænk at jeg sætter mig op og kræver en masse uden at tage hensyn til at den slet ingen forudsætninger har for at vide hvad det var jeg ville.
Et eller andet i mig gjorde at jeg sagde ja til opgaven. Det har budt mig på 3 lærerige år. For fjordheste er bare ikke som andre heste, slet ikke varmblodstyper. Jeg er vokset op med den opfattelse at fjordheste er stædige og stærke. Det rigtig nok det er en stærk lille robust hest. Men stædig, det er en egenskab jeg så absolute ikke kan genkende hos fjordhesten, eller hos nogen andre heste.
Jeg havde mange begynder vanskeligheder. Dels var jeg lige startet op med at ride efter års pause og dels havde jeg aldrig været i nærheden af en fjordhest. Jeg oplevede at han stak af med mig rigtig mange gange, han bukkede, nappede i alt i radius af 20 centimeter omkring hans mund. Han bakkede ud af grimen på staldgangen, og vi kunne også pludselig blive uenige om vi skulle til højre eller venstre.
Jeg fik lidt undervisning som jeg dog ikke synes helt hjalp på mine problemer. Jeg blev mere og mere frustreret over ikke at have en hest jeg bare kunne sætte mig op og ride på uden at skulle bekymre mig om bukkespring eller turboturer gennem ridehallen. Det var en daglig kamp.
Jeg begyndte så småt at få kendskab til Andrew Mclean. Jeg var skeptisk i starten. Nok mest fordi det var i skarp kontrast til den opfattelse og tilgang til heste som jeg er vokset op med. Jeg måtte læse hans bog 2 gange før jeg var klar til at give det en chance og efter en lektion hos en som var godt bekendt med metoderne faldt brikkerne på plads.
Min lille hest var hverken stædig, stærk eller dum. Den var totalt forvirret og jeg havde helt selv (dog ubevidst) lært den at stikke af og lave bukkespring.
Der er nemlig lige det med fjordhesten at den er ekstrem kvik. Så kvik at en gentagelse af et signal med belønning til følge er nok til at den lille gule hest har lært noget helt nyt. Det betyder at hvis den lille fjordhest får et signal for schenklen (benet) som for en hest er meget irriterende (forstil dig selv at blive prikket i maven indtil du gjorde et eller andet som forventes af dig, mens som du ikke lige vidste hvad var) så vil den forsøge alt muligt for at det som schenklen foretager sig (som regl prikker, presser, let spark) skal stoppe. Det fleste heste lærer hurtig at det hjælper at sætte farten op. Men nogle heste er meget følsomme og hvis presset ikke forsvinder, med det samme, så forsøger de med anden adfærd at slippe for det pres som er så irriterende for dem. Det kan være hesten laver bukkespring (som Bailey gjorde) det være hesten stejler, eller sparker ud med bagbenet, bakker eller slår med hovedet. Hvis så presset forsvinder i det øjeblik hesten udfører denne adfærd, så har du helt ubevidst lært din hest at den givne adfærd er svaret på det signal du gav med schenklen. Nogle heste skal lige have det gentaget et par gange. Men især for fjordheste sætter det sig ekstremt hurtigt fast. Det vil sige at første gang jeg ligger schenklen til for at få et galopanspring og Bailey svare med et bukkespring og jeg falder af, havde Bailey succes med sin adfærd. For han slap jo helt og aldeles for presset fra min schenkel. Det betød at hver eneste gang jeg satte mig op og bad om noget med schenklen som lignede signalet til et galopanspring så kvitterede Bailey med bukkespring. Det er altså ikke en del af klassisk (eller moderne) dressur repertoire. Det er ganske uhensigtsmæssigt og farligt.
Det samme gælder når hesten stikker af. Den er af natur et flugt dyr og dens hjerne fortæller den at den SKAL være opmærksom på selv de mikroskopiske ændringer i dens miljø. I naturen kan en skygge være en løve, og en nye genstand kan være en puma som kan springe frem og æde den i et split sekund. Derfor er din hest altså ikke dum når den skæver til din jakke som hænger på hegnet ved ridebanen. Den er heller fjollet når den efter et par runder den ene vej er rolig, men så snart du skifter volten, så starter den forfra med den mistænksomme adfærd. For en hest ser den jakken altså anderledes ud fra højre end den gør fra venstre. Det er ganske praktisk at det forholder sig sådan for et dyr som ikke kan gøre andet end at løbe hvis der skulle komme en løve forbi. Hvis den ikke reagerede på alle potentielle farer så ville de få sekunder det drejer sig om betyde at den i de sekunder havde mindre forspring i forhold til pumaen. Det kan godt være en hest løber stærkt, men det gør et rov dyr også. Har du set hvor hurtigt din egen hund kan løbe på en åben mark?
Så hver eneste gang jeg er kommet ridende på Bailey og han har set noget som måske kunne tænke sig at spise ham (i hans verden, som altså overhovedet ikke ligner menneskets) så har han været den der var smuttet. Jeg har som rytter selvfølgelig kunne tage fat i biddet i et forsøg på at stoppe ham. Men hvis nu den der stop knap er blevet bedøvet fuldstændig fordi man sidder og lirker og gnider og fnidre med tøjlen fordi man godt vil placere (kald det bare guide) hestens hoved i en bestemt form, ja så er signalet som normalt betyder stop, ikke længere kun et signal til at stoppe. Signalet fra tøjlen betyder også pludselig: ”Placér hoved dér”. Fint tænker hesten så mens den flygter og flygter alt hvad remmer og tøjler kan holde, mens den for trækket i tøjlen bare bøjet hovedet, men stopper det gør den altså ikke! Jo nogle gange kan du være heldig at den gør det. Hvis den altså ikke lige er blevet bange for noget, så stopper den måske. Men når først den bliver bange så er signalet bare ikke stærkt nok, til at kunne agere nød bremse.Yder mere så har hesten jo succes når den løber fra noget den er bange for. For den oplever jo at den overlever! Så hvis man ikke får stoppet sin hest MED DET SAMME, når den bliver mistænksom, så TILLYKE, du har lige lært din hest et helt nyt trick. Det er ikke bare uhensigtsmæssigt. Det er også hamrende farligt. Jeg tror alle hestepiger på et tidspunkt har oplevet en hest løbe løbsk eller falde af fordi hesten pludselig er smuttet.
Sådan en hest havde jeg. De fleste ville nok mene han var dum eller fjollet sådan at blive bange for en jakke eller tæppe. Måske var han endda stædig. Han var jo en fjordhest og de har jo deres helt egen dagsorden og mening om alting.
Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg er faldet ned af det dyr fordi han pludselig er sprunget til siden eller smuttet.
Jeg lærte pludselig at hestens korttidshukommelse kun er 2-3 sekunder. Det vil sige at det overhovedet INTET nytter at belønne den for noget der skete for 15 eller 60 sekunder siden. Den kan over hovedet ikke kode belønningen sammen med en parade den lavede for et halvt minut siden. Så laver du en parade så har du med det vuns at give efter i tøjlen så snart hesten har gjort anstalt til at stoppe med kroppen, ellers kan det være totalt ligegyldigt. Derfor er det så vigtigt at man har en let hånd og i hestens oplærings process ikke rider med konstant kontakt til tøjlen. Den kan i sin lille hjerne (som er på størrelse med en valnød) overhovedet ikke skille tingene ad. Den indlæringsforudsætninger svare sådan cirka til et barn på 5år.
Et andet stort problem jeg havde, eller rettere sagt fik, var traileren. Til at starte med gik Bailey lige ind i traileren og var helt cool ved den. Men 2 dage efter jeg skrev under på købs kontrakten fik han et spark på folden af en anden hest. Lige på bag knæet. Det medførte at han skulle en tur til dyrelægen for at blive udredt. Det var intet problem at få ham i trailer da vi skulle derned. Men efter dyrlægerne havde stukket i ham adskillelige gange og løbet rundt med ham, taget røngten og scannet ham, havde han altså fået den oplevelse at trailer jo var lige med at komme ud et andet sted, hvor de stak i ham og det var altså ikke rart for en lille 4 års hest, som yder mere mellem behandlingerne stod alene i en boks. Heste er flokdyr. Flokken betyder overlevelse i naturen, så at være alene er frygtelig angst provokerende for en hest. Især hvis den er ung og ikke er vant til at være alene.
Så da Bailey skulle hjem igen, skulle han i hvert falde ikke ind i traileren igen. Han (eller nogen anden hest) har ikke hjernekapacitet til at kode traileren sammen med at vi nok skulle hjem i vante omgivelser. Han kan blot huske hvad der skete sidste gang han gik ind i den trailer!
Så jeg stod der med min mand og forsøgte ALT, virkelig ALT! Det endte med at dyrlægen gav han et skud med bedøvelse. Så trak jeg forfra og dyrlægen og min mand bar (Ja bar i helt bogstavelig forstand) hans ende mens han forben trampede tungt frem og ind i traileren.
Det er klart at Bailey så næste gang ikke var lige frem glædes sprudlende da han så traileren, da vi 3 uger efter skulle til kontrol. Vi kom 1,5 time for sent til dyrlægen. For ikke om han skulle ind i den trailer! Vi endte med at parkerer traileren helt op ad en mur så han ikke kunne gå til den ene side og så stod der 2 mand i den anden side, mens jeg stoppede gulerødder ind i gabet på ham for hvert museskridt han tog på vej mod traileren. Det lykkes til sidst, og vi skyndte os at lukke traileren og kører. På vej hjem fra dyrlægen fik han samme behandling som første gang. 1 skud bedøvelse også blev Baileys numse båret ind i traileren.
Selvfølgelig var han kamp svedt når han igen kom ud af traileren og jeg havde samvittighed så sort som kul, for på et tidspunkt var jeg begyndt at forstå at det altså ikke handlede om stædighed. Det handlede om frygt. For det første er det stik imod en hestes natur at skulle gå ind i en trailer. Et mørkt lukket rum hvor den ikke har mulighed for at orientere sig om hvor den mulige løve eller puma befinder sig. Den kan heller ikke flygte hvis den finder en puma inde i traileren! Så hvis man ikke lærer hesten stille og roligt at den ikke er farlig og som alfa og omega husker at belønne den 2 sekunder efter den gode adfærd så kan du godt droppe ALT om at få din hest frivilligt og trygt ind i traileren.
Men jeg var fuld af mod og overbevisning om at de nye metoder jeg havde lært virkede. Så da jeg en weekend skulle på kursus ved Susan Kjærgård for første gang lejede jeg en trailer fredag eftermiddag (jeg skulle jo nå at træne trailer, inden vi skulle af sted lørdag morgen). I løbet af sølle 20 minutter gik min gule fjordhest ind og ud af traileren som om den aldrig havde været så skræmt for traileren at vi få måneder forinden havde måtte bedøve dyret for at få den derop.
Ved mit første kursus ved Susan havde jeg en hest som ikke accepterede biddet, rakte runge og han præsterede også at stikke af med mig så jeg faldt af og landede lige på hovedet. Men tungerækkeriet var væk efter de 2 dage kurset varede og månederne efter stoppede han med at stikke af med mig, på trods af vi en dag i skoven var ved at blive kørt ned af en løbsk ATV. Min hest stod med alle 4 ben plantet lige i jorden(om end meget opmærksom og nervøs) mens ATV'en drønede forbi 2 meter fra ham.
I dag kender de mennesker som omgås Bailey kun den søde og nemme Bailey som er ekstremt rolig og som nærmest er mere idiotsikker end en plastikscooter uden batteri.
Hver eneste gang talen falder på træning får jeg slynget i hovedet at min hest jo også er så nem og rolig. Ja det er han, men han er ikke født sådan. Han er lige så meget flugt dyr i sit hoved somme alle andre heste.
Jeg red engang med pelham når vi skulle på tur, hvis der skulle være chance for at stoppe ham efter 10 meter og på ridebanen var det ikke muligt at standse ham på et trensebid hvis der hang en jakke på hegnet. I dag kan jeg tage en tur i hackamore (bidløst trense) Engang måtte han bedøves for at komme i trailer, i dag går han lige op uden problemer.
Sagen er bare at alle heste ikke er hverken dumme, fjollede, lumske (nej de står ikke i boksen og ligger lumske planer om at gøre din dag til et helvede) og bestemt heller ikke stædige.
I dag tænker jeg at det ikke er for ingen ting fjordhesten har fået sit ry for at være stædig og stærk. Idag ved jeg at folk bare ikke er klar over hvor kvikke de er og det er heller ikke opmærksomme på hvor varsom man skal være når man oplærer dem.
Selv den mest voldsomme og ustyrlige hest kan trænes til at kunne alt hvad man ønsker af den. Det har jeg været vidne til flere gange efterhånden. Man skal bare vide hvordan man gør.
Det er ikke nødvendigt at have en daglig kamp med sin hest (som man jo oftest elsker meget højt) Jeg havde en daglig kamp engang. Jeg måtte sluge en del kameler og elefanter og ændre mit syn på heste og ridning flere gange undervejs. Jeg rider overhovedet ikke som jeg lærte det engang. Hvilket også var enormt svært. Jeg har måtte gå ind i det her med et åbent sind og lade de erfarne arbejde for mig, selv om jeg i starten synes de var tossede. Men jeg måtte spørge mig selv om det måske ikke var værd at prøve, når nu det jeg selv gjorde ikke havde den ønskede effekt. Så det fik en chance.
Jeg er glad for at jeg begravede mine fordomme og undlod at være så skeptisk overfor dem som havde et andet syn på tingene end jeg havde. Jeg har lært så meget og selv om jeg selv og min hest stadig har meget lang vej til overhovedet at kunne ride et dresssurprogram, så er vi meget længere end mange andre, for jeg har ingen kamp med min hest. Jeg behøver ikke blive vred, irriteret eller frustreret. Jeg behøver ikke flå kæben af led på min hest længere og jeg skal ikke spekulere på om kræet nu også vil i trailer når vi skal nogen steder.
Men sådan har det ikke altid været...
