Nu nærmer tiden sig heldigvis den dag hvor jeg har termin. Jeg ved at chancerne for at gå overtid er ret store. Det vil jeg dog slet ikke tænke på. Jeg drømmer selv om at føde 37+5. Men det kommer nok langtfra til at gå som jeg ønsker det.
Kom med et gæt på hvornår jeg føder - den som er tættest på sender jeg chokolade til:
Julie(løvepige): 18. marts
Veronique: 20. marts
Hintze: 17. marts
Marie Louise: 12. marts
Kom hid!
mandag den 31. januar 2011
søndag den 30. januar 2011
At være gravid er noget opreklmeret fis!
Det er lige hvad det er!
Min mand og jeg har forsøgt i 3 år, før jeg blev gravid. Der går rigtig mange tanker igennem ens hoved som barnløs. En af de tanker man overvejer er adoption. For hvad hvis jeg ikke blev gravid via fertilitetsbehandling?
Før jeg blev gravid betød det enormt meget for mig at vores barn vi skulle have var vores eget. Jeg kunne slet ikke på da værende tidspunkt forstille mig at adoptere. Jeg ville så gerne opleve en graviditet og fødsel. Jeg var bange for jeg ikke ville kunne elske et adopteret barn lige så højt og at jeg derfor altid ville ærge mig over jeg ikke havde været gravid og født dette barn selv.
Men jeg må altså indrømme - Om end det er lidt fjollet - At jeg undre mig over hvorfor i alverden jeg havde sådan.
Jeg er blevet gravid som følge af IVF. Jeg har ikke haft de store bivirkninger af selve hormonerne (altså på nær da jeg blev overstimuleret) Men da jeg skulle have taget æg ud var det ekstremt smertefuldt. Det havde jeg ikke forventet, for man får lidt morfin i et drop som virker hurtigt og man får at vide at det kan mærkes, men ikke at det er specielt smertefuldt. Det var det for mig. Jeg græd og var ved at flyve op igennem loftet. Om jeg har oplevet det så smertefuldt fordi jeg har endometriose også er blevet opereret for det, det ved jeg ikke. Det kan meget vel være.
Allerede kort tid efter jeg fik taget æg ud hævede min mave. Der bliver ved ægløsning dannet lidt væske og nogle giftstoffer fra ægblæren, som er helt normale og som alle udløser ved ægløsning. Men når man får taget æg ud bliver der som regel taget mere end et æg ud - I mit tilfælde 13 æg - Det er heller ikke unormalt mange for en kvinde på min alder. Men det gør jo at kroppen som pludselig har haft en ægløsning på 13 æg danner en masse væske og giftstoffer også hæver maven altså som en ordenlig omgang the-boller.
Jeg havde en tyngende fornemmelse i maven, hvilket også er normalt. Jeg var da også dagen efter klar på at skulle op og ride på min hest igen. Men jeg måtte stoppe. Det gjorde simpelhent alt for ondt i underlivet.
Det gik fint med at få sat æg op. Jeg var dog stadig meget øm i underlivet og det hele tyngede og var hævet. Jeg så allerede gravid ud på det tidspunkt. Så det gav en del dage i sengen da det virkelig gjorde ondt at have så meget væske i bughulen.
Heldigvis blev jeg jo gravid og jeg var LYKKELIG! Det lykkes! Jeg var hævet på maven i langtid efter. Man har normalt ingen mave før efter 10. uge da livmoderen indtil da stadig ligger og gemmer sig nede bag skambenet. Men det havde jeg! Allerede i 5-6. uge måtte jeg gå med ventenederdele fordi mine almindelige nederdele strammede om den hævede mave. Det er altså ikke særlig rart at skulle ind i en butik og ligne en der er 3-4 måneder henne, hvor ekspedienten så spørger hvor langt man er henne og man så må svare "6. uger!"
Vi kom hjem fra ferie og jeg gik ind i 7. uge, så startede kvalmen! Jeg troede først jeg havde fået noget dårlig mad på vej hjem. Det var meget varm der i juli måned og måske den sandwich fra tanken var dårlig. Men da kvalmen og opkastninger forsatte efter en uge vidste jeg jo godt at jeg var ramt at gravidtetskvalme/opkast.
I starten var det til at holde ud. Det var begrænset til om morgenen. Men som ugerne gik blev kvalen og mine opkastninger alt overskyggende! Det var døgnet rundt jeg havde kvalme. Jeg kastede al mad op. Jeg var træt og når man ikke får ret meget mad så bliver man ekstra træt oven i den normale graviditets træthed. Så jeg havde til sidst ingen energi. Jeg tabte 6 kg - På trods af min mave stadig var hævet og væskefyldt!
Jeg endte med at tage hjem til mine forældre i 14 dage for at få ro og samle lidt kræfter. Jeg fik nogle piller mod kvalme af lægen, dem kunne jeg ikke tåle. Jeg fik rystelser og kramper og endte på skadestuen. Så det kunne ikke hjælpe mig. Jeg blev enormt hurtigt køresyg og kunne ikke kører i bil før efter kl. 12 så kastede jeg simpelhent op hele vejen. Varmen gjorde ikke noget godt for mig heller. Så jeg kom også til at mangle væske. Der blev forsøgt med akupunktur og jeg gik med nåle i mine håndled indtil jeg var 17. uger henne. Det tog toppen af kvalmen. Men jeg kastede stadig op lige hyppigt.
Maven stadig stor og jeg blev da også drillet rigtig meget da vi skulle til bryllup da jeg var 10 uger henne. Kommentarer om hvorvidt jeg snart fødte kom flyvende, samt om der var trillinger. Så føler man sig ikke særlig godt tilpas - Specielt ikke når man midt en samtale også lige må løbe fordi man skal ud og brække sig.
Efter 17-18 uger drev kvalmen og opkastninger af. Det var fantastisk. Jeg begyndte at få energi til at ride mere end jeg havde de mange andre uger. Men jeg var stadig meget træt. Så jeg fik ikke reddet hver da som jeg var vant til før jeg blev gravid. Lugten af hest havde jeg ikke kunne kapere mens kvalmen stod på.
Jeg nåede at komme igang med min ridning igen og have det godt med graviditeten i et par uger. Så nåede jeg 22. uge også kom plukkeveerne. De væltede ind over mig og jeg havde også dage hvor jeg oplevede at de gjorde rigtig ondt! Jeg blev ordret at holde mig ro! INGEN RIDNING! Det er altså virkelig svært for en hestepige at skulle droppe sin ridning og gå fra meget fysisk aktiv til sengeliggende! Så ikke nok med at man er bekymret for sin baby i maven - så bliver man meget hurtigt sindssyg af at ligge stille!
Jeg fik i 23. uge lidt problemer med bæknet. Jeg fik de anbefalinger man giver kvinder med bækkenløsning og købte et elastik bælte. Det hjalp og efter en uge forsvandt smerterne.
Jeg måtte dog stadig ikke lave ret meget. Jeg måtte ikke løfte tunge ting eller gøre noget som provokerede de kraftige plukkeveer. Så jeg måtte nøjes med at slappe af også kastede jeg mig over at bage. Jeg bagte en masse kager, småkager og brød. Det meste blev serveret for de andre med heste i stalden. Jeg er nemlig ikke den store kagespiser. Men jeg fik fordrevet tiden på den måde.
I og med jeg ikke kunne ride så røg min fysiske form. Jeg har ind imellem haft problemer med iskiasnerven, men ridning har altid kunne få den på plads. Men ingen ridning og øget vægt og tyngde på ens hofter/bækken gør altså ikke noget godt for ens muskler som spænder op også sidder iskiasnerven altså rigtig godt fast! Benet kunne forsvinde under mig, sommetider kunne jeg slet ikke støtte på det ben, hvori den sad fast. Jeg kunne heller ikke ligge på den side om natten og hvis jeg gjorde følte jeg der blev lukket for blodtilførsel.
I december vendte min kvalme tilbage. Dog slet ikke så slemt. Samtidig var mit haleben begyndt at gøre ondt. Det betød at jeg ikke kunne side ret meget op på en stol eller i sofaen. Min hverdag bestod af at ligge i min seng eller sidde på strå i sofaen. Se TV eller glo på computeren, læse eller lave mindre kreative projekter.
Maven voksede jo også og det bliver (ikke så underligt) tungere og tungere. Min søvn begyndte at blive spoleret mellem jul og nyt år. En ting er de mange tisseture. Men når man heller ikke kan falde i søvn om natten fordi man overhovedet ikke kan finde nogen som helst stilling at sove i, så bliver man sindssyg. Faldt jeg endelig i søvn så vågnede jeg fordi jeg 1. Skulle tisse 2. Havde fået lagt mig på den side med iskias i klemme og benet var blevet halvt lamt 3. Baby besluttede at holde fest i maven.
Jeg er nu 34 uger henne og det er virkelig dejligt at være nået så langt. Alene af den grund at der er 6 uger til termin. De sidste 4-5 uger har jeg virkelig bare drømt om at føde hver eneste dag.
Om natten vender jeg drejer jeg mig. Hvis jeg finder en måde at ligge på kan jeg sjældent sove og ligger så og glor ud i luften eller hører musik. Tit er jeg alt for udmattet til at kunne læse.
Før i tiden hvis jeg har haft en nat jeg ikke kunne sove er jeg stået op og have lavet et eller andet. gjort rent, lavet noget kreativt, bagt mm. Men det kan jeg så ikke pga plukkeveer (som så iøvrigt viste sig at forkorte min livmoderhals) De sidste 5 uger har jeg ikke kunne side på en stol mere end en time om dagen så har jeg simpelhent haft så ondt i halebenet at jeg har ødelagt alle chancer for søvn, for så er det også umuligt at ligge ned.
Sidste weekend fik jeg så bækkenløsning. Så med bækkenløsning, plukkeveer, iskias og manglende søvn er jeg bestemt ikke en som synes det der med graviditet er noget spændene! Slet ikke når man ikke kan sidde på en stol.
Jeg havde haft et billede i mit hoved af at ride og være fysisk aktiv indtil jeg fødte! Der er meget få gravidietsgener jeg ikke har og det er de værste af dem jeg har været så heldig at få! Når man fra 22. uge bliver beordret fuldstændig i ro så tager man meget hurtigt også mere på end hvad man har lyst til! Ens muskelstyrke svinder og når man er så langt henne som jeg er nu og er ultra hypermobil så har ens krop virkelig svært ved at kunne holde til belastningen!
Jeg glæder mig til at føde! PLEASE lad mig føde så snart jeg er de fulde 37 uger henne - Men jeg går jo som de fleste førstegangs mødre nok overtid.
Næste barn skal groes i en potte i haven eller vindueskarmen - Eller komme fra et fremmed land!
Er det ikke herligt med en god omgang brok! Jeg kan faktisk skamme mig helt over min negativitet - For jeg er en af de mange barnløse som er blevet gravid første gang der blev lagt æg op. Jeg har 7 æg i fryseren og et sundt og rask barn i vente. Jeg er lykkelig over det og jeg glæder mig til at blive mor.
Men jeg behøver ikke glæde mig over at være total immobil i noget der ligner 9 måneder, hvor mit liv er sat mere eller mindre på standby fordi jeg skal være bageovn! Det er IKKE fedt! Niks graviditet er noget opreklameret fis! Hvad laver de glade gravide kvinder på forsiden af de der graviditetsmagasiner? De er måske glade fordi de er blevet stylet, har fået ordnet hår og make-up og for første gang i deres graviditet ikke ser trætte og tykke ud? Jeg ved det ikke - Jeg har ikke prøvet det....
Min mand og jeg har forsøgt i 3 år, før jeg blev gravid. Der går rigtig mange tanker igennem ens hoved som barnløs. En af de tanker man overvejer er adoption. For hvad hvis jeg ikke blev gravid via fertilitetsbehandling?
Før jeg blev gravid betød det enormt meget for mig at vores barn vi skulle have var vores eget. Jeg kunne slet ikke på da værende tidspunkt forstille mig at adoptere. Jeg ville så gerne opleve en graviditet og fødsel. Jeg var bange for jeg ikke ville kunne elske et adopteret barn lige så højt og at jeg derfor altid ville ærge mig over jeg ikke havde været gravid og født dette barn selv.
Men jeg må altså indrømme - Om end det er lidt fjollet - At jeg undre mig over hvorfor i alverden jeg havde sådan.
Jeg er blevet gravid som følge af IVF. Jeg har ikke haft de store bivirkninger af selve hormonerne (altså på nær da jeg blev overstimuleret) Men da jeg skulle have taget æg ud var det ekstremt smertefuldt. Det havde jeg ikke forventet, for man får lidt morfin i et drop som virker hurtigt og man får at vide at det kan mærkes, men ikke at det er specielt smertefuldt. Det var det for mig. Jeg græd og var ved at flyve op igennem loftet. Om jeg har oplevet det så smertefuldt fordi jeg har endometriose også er blevet opereret for det, det ved jeg ikke. Det kan meget vel være.
Allerede kort tid efter jeg fik taget æg ud hævede min mave. Der bliver ved ægløsning dannet lidt væske og nogle giftstoffer fra ægblæren, som er helt normale og som alle udløser ved ægløsning. Men når man får taget æg ud bliver der som regel taget mere end et æg ud - I mit tilfælde 13 æg - Det er heller ikke unormalt mange for en kvinde på min alder. Men det gør jo at kroppen som pludselig har haft en ægløsning på 13 æg danner en masse væske og giftstoffer også hæver maven altså som en ordenlig omgang the-boller.
Jeg havde en tyngende fornemmelse i maven, hvilket også er normalt. Jeg var da også dagen efter klar på at skulle op og ride på min hest igen. Men jeg måtte stoppe. Det gjorde simpelhent alt for ondt i underlivet.
Det gik fint med at få sat æg op. Jeg var dog stadig meget øm i underlivet og det hele tyngede og var hævet. Jeg så allerede gravid ud på det tidspunkt. Så det gav en del dage i sengen da det virkelig gjorde ondt at have så meget væske i bughulen.
Heldigvis blev jeg jo gravid og jeg var LYKKELIG! Det lykkes! Jeg var hævet på maven i langtid efter. Man har normalt ingen mave før efter 10. uge da livmoderen indtil da stadig ligger og gemmer sig nede bag skambenet. Men det havde jeg! Allerede i 5-6. uge måtte jeg gå med ventenederdele fordi mine almindelige nederdele strammede om den hævede mave. Det er altså ikke særlig rart at skulle ind i en butik og ligne en der er 3-4 måneder henne, hvor ekspedienten så spørger hvor langt man er henne og man så må svare "6. uger!"
Vi kom hjem fra ferie og jeg gik ind i 7. uge, så startede kvalmen! Jeg troede først jeg havde fået noget dårlig mad på vej hjem. Det var meget varm der i juli måned og måske den sandwich fra tanken var dårlig. Men da kvalmen og opkastninger forsatte efter en uge vidste jeg jo godt at jeg var ramt at gravidtetskvalme/opkast.
I starten var det til at holde ud. Det var begrænset til om morgenen. Men som ugerne gik blev kvalen og mine opkastninger alt overskyggende! Det var døgnet rundt jeg havde kvalme. Jeg kastede al mad op. Jeg var træt og når man ikke får ret meget mad så bliver man ekstra træt oven i den normale graviditets træthed. Så jeg havde til sidst ingen energi. Jeg tabte 6 kg - På trods af min mave stadig var hævet og væskefyldt!
Jeg endte med at tage hjem til mine forældre i 14 dage for at få ro og samle lidt kræfter. Jeg fik nogle piller mod kvalme af lægen, dem kunne jeg ikke tåle. Jeg fik rystelser og kramper og endte på skadestuen. Så det kunne ikke hjælpe mig. Jeg blev enormt hurtigt køresyg og kunne ikke kører i bil før efter kl. 12 så kastede jeg simpelhent op hele vejen. Varmen gjorde ikke noget godt for mig heller. Så jeg kom også til at mangle væske. Der blev forsøgt med akupunktur og jeg gik med nåle i mine håndled indtil jeg var 17. uger henne. Det tog toppen af kvalmen. Men jeg kastede stadig op lige hyppigt.
Maven stadig stor og jeg blev da også drillet rigtig meget da vi skulle til bryllup da jeg var 10 uger henne. Kommentarer om hvorvidt jeg snart fødte kom flyvende, samt om der var trillinger. Så føler man sig ikke særlig godt tilpas - Specielt ikke når man midt en samtale også lige må løbe fordi man skal ud og brække sig.
Efter 17-18 uger drev kvalmen og opkastninger af. Det var fantastisk. Jeg begyndte at få energi til at ride mere end jeg havde de mange andre uger. Men jeg var stadig meget træt. Så jeg fik ikke reddet hver da som jeg var vant til før jeg blev gravid. Lugten af hest havde jeg ikke kunne kapere mens kvalmen stod på.
Jeg nåede at komme igang med min ridning igen og have det godt med graviditeten i et par uger. Så nåede jeg 22. uge også kom plukkeveerne. De væltede ind over mig og jeg havde også dage hvor jeg oplevede at de gjorde rigtig ondt! Jeg blev ordret at holde mig ro! INGEN RIDNING! Det er altså virkelig svært for en hestepige at skulle droppe sin ridning og gå fra meget fysisk aktiv til sengeliggende! Så ikke nok med at man er bekymret for sin baby i maven - så bliver man meget hurtigt sindssyg af at ligge stille!
Jeg fik i 23. uge lidt problemer med bæknet. Jeg fik de anbefalinger man giver kvinder med bækkenløsning og købte et elastik bælte. Det hjalp og efter en uge forsvandt smerterne.
Jeg måtte dog stadig ikke lave ret meget. Jeg måtte ikke løfte tunge ting eller gøre noget som provokerede de kraftige plukkeveer. Så jeg måtte nøjes med at slappe af også kastede jeg mig over at bage. Jeg bagte en masse kager, småkager og brød. Det meste blev serveret for de andre med heste i stalden. Jeg er nemlig ikke den store kagespiser. Men jeg fik fordrevet tiden på den måde.
I og med jeg ikke kunne ride så røg min fysiske form. Jeg har ind imellem haft problemer med iskiasnerven, men ridning har altid kunne få den på plads. Men ingen ridning og øget vægt og tyngde på ens hofter/bækken gør altså ikke noget godt for ens muskler som spænder op også sidder iskiasnerven altså rigtig godt fast! Benet kunne forsvinde under mig, sommetider kunne jeg slet ikke støtte på det ben, hvori den sad fast. Jeg kunne heller ikke ligge på den side om natten og hvis jeg gjorde følte jeg der blev lukket for blodtilførsel.
I december vendte min kvalme tilbage. Dog slet ikke så slemt. Samtidig var mit haleben begyndt at gøre ondt. Det betød at jeg ikke kunne side ret meget op på en stol eller i sofaen. Min hverdag bestod af at ligge i min seng eller sidde på strå i sofaen. Se TV eller glo på computeren, læse eller lave mindre kreative projekter.
Maven voksede jo også og det bliver (ikke så underligt) tungere og tungere. Min søvn begyndte at blive spoleret mellem jul og nyt år. En ting er de mange tisseture. Men når man heller ikke kan falde i søvn om natten fordi man overhovedet ikke kan finde nogen som helst stilling at sove i, så bliver man sindssyg. Faldt jeg endelig i søvn så vågnede jeg fordi jeg 1. Skulle tisse 2. Havde fået lagt mig på den side med iskias i klemme og benet var blevet halvt lamt 3. Baby besluttede at holde fest i maven.
Jeg er nu 34 uger henne og det er virkelig dejligt at være nået så langt. Alene af den grund at der er 6 uger til termin. De sidste 4-5 uger har jeg virkelig bare drømt om at føde hver eneste dag.
Om natten vender jeg drejer jeg mig. Hvis jeg finder en måde at ligge på kan jeg sjældent sove og ligger så og glor ud i luften eller hører musik. Tit er jeg alt for udmattet til at kunne læse.
Før i tiden hvis jeg har haft en nat jeg ikke kunne sove er jeg stået op og have lavet et eller andet. gjort rent, lavet noget kreativt, bagt mm. Men det kan jeg så ikke pga plukkeveer (som så iøvrigt viste sig at forkorte min livmoderhals) De sidste 5 uger har jeg ikke kunne side på en stol mere end en time om dagen så har jeg simpelhent haft så ondt i halebenet at jeg har ødelagt alle chancer for søvn, for så er det også umuligt at ligge ned.
Sidste weekend fik jeg så bækkenløsning. Så med bækkenløsning, plukkeveer, iskias og manglende søvn er jeg bestemt ikke en som synes det der med graviditet er noget spændene! Slet ikke når man ikke kan sidde på en stol.
Jeg havde haft et billede i mit hoved af at ride og være fysisk aktiv indtil jeg fødte! Der er meget få gravidietsgener jeg ikke har og det er de værste af dem jeg har været så heldig at få! Når man fra 22. uge bliver beordret fuldstændig i ro så tager man meget hurtigt også mere på end hvad man har lyst til! Ens muskelstyrke svinder og når man er så langt henne som jeg er nu og er ultra hypermobil så har ens krop virkelig svært ved at kunne holde til belastningen!
Jeg glæder mig til at føde! PLEASE lad mig føde så snart jeg er de fulde 37 uger henne - Men jeg går jo som de fleste førstegangs mødre nok overtid.
Næste barn skal groes i en potte i haven eller vindueskarmen - Eller komme fra et fremmed land!
Er det ikke herligt med en god omgang brok! Jeg kan faktisk skamme mig helt over min negativitet - For jeg er en af de mange barnløse som er blevet gravid første gang der blev lagt æg op. Jeg har 7 æg i fryseren og et sundt og rask barn i vente. Jeg er lykkelig over det og jeg glæder mig til at blive mor.
Men jeg behøver ikke glæde mig over at være total immobil i noget der ligner 9 måneder, hvor mit liv er sat mere eller mindre på standby fordi jeg skal være bageovn! Det er IKKE fedt! Niks graviditet er noget opreklameret fis! Hvad laver de glade gravide kvinder på forsiden af de der graviditetsmagasiner? De er måske glade fordi de er blevet stylet, har fået ordnet hår og make-up og for første gang i deres graviditet ikke ser trætte og tykke ud? Jeg ved det ikke - Jeg har ikke prøvet det....
tirsdag den 4. januar 2011
Tanker om en hjemmefødsel
Jeg venter mit første barn og jeg har hele tiden haft tanken om at føde hjemme. Men jeg havde ikke til at starte med forstillet mig at jeg skulle ende med at vælge en hjemmefødsel første gang jeg skulle føde. Dels fordi det er nyt og jeg ikke aner hvad jeg kan forvente, men også fordi jeg overhovedet ingen erfaring har omkring hjemmefødsler. Jeg kender ingen som har født hjemme.
Men for over en måned siden begyndte jeg at undersøge det da jeg via forummet slyngebarn mødte en masse kvinder som havde født hjemme. Jeg læste nogle fødselsberetninger og læste om fordele og ulemper ved henholdsvis hospitalsfødsler og hjemmefødsler.
Jeg blev anbefalet at læse bogen "Bogen om hjemmefødsler". Den fandt jeg så på biblioteket. Jeg var ikke nået ret langt i bogen og havde ikke været bruger på Slyngebarn ret mange dage før jeg var 100% sikker på at jeg helt bestemt skulle føde hjemme - BASTA!
Manden skulle lige overbevises. Mænd er enormt praktisk orienterede og den første og største bekymring er "Hvad nu hvis der går hul på fødekarret"
Men da jeg læste op fra den lånte bog og fortalte at det ikke er farligt at føde hjemme, i hvert falde ikke farligere end at føde på hospitalet, så var han overbevidst. Det lokkede også at han som kommende far kunne være meget mere med under forløbet. Han ville være hjemme og ville derfor meget lettere kunne gøre sig nyttig end hvis han var et fremmed sted. Dertil er det ekstremt tillokkende at vi begge efter fødslen kan gå op i vores egen seng og nyde vores barn. Der er ikke noget med at far skal tage hjem for natten og jeg risikere ikke at ligge på en 4-mands stue med andres grædende baby'er og gæster. Dertil så behøver vi ingen kører tur. Hverken mens jeg har veer eller efter fødslen.
For mig handler en fødsel om noget naturligt. Det er en naturlig smerte som man som kvinde skal arbejde sig igennem. Jeg har aldrig haft nogen som helst trang eller ide om at skulle have smertestillende under min fødsel. Hvis jeg nu var ret sikker på at jeg godt ville have en epiduralblokade så var hjemmefødsel ikke noget for mig, for det er ikke muligt at få når du vælger at føde hjemme. Jeg er uden mærket godt klar over at det kommer til at gøre ondt. Men jeg er ret sikker på at uanset hvor ondt det gør er det ikke noget min krop ikke kan klare. Dertil er der bivirkninger ved f.eks en epiduralblokade og det er bivirkninger jeg på ingen måde har lyst til at komme i nærheden af.
Jeg regner med at klare min fødsel med varmt vand, ingefær, og bevægelse og vejrtrækning og evt akupunktur. Jeg har købt et fødekar som jeg meget gerne vil føde i og være i når veerne er allerværst.
Vand virker enormt godt smertelindrende da det bevæger sig gennem nervesystemet hurtigere end smerteimpulser gør. Det får en til at slappe af og fødsel i vand mindsker risikoen for bristninger.
Statistisk set så er der færre indgreb under hjemmefødsler. Færre klip, mindre behov for smertestillende, færre børn bliver tager med kop eller tang, samt færre tilfælde af lav apgarscore hos den nyfødte.
Mælken løber hurtigere til og amningen har lettere ved at komme i gang efter en hjemmefødsel.
En anden ting som betyder rigtig meget for mig er at jeg ved hvilken jordemoder der vil være tilstede ved min fødsel. I Region Sjælland er der en fantastisk hjemmefødselsordning og det fungere således at der er 2 jordemødre som skiftes til at besøge den gravide og det er også en af disse som vil dukke op når fødsel går i gang.
Dertil er jordemoderen MIN! Hun skal ikke tilse andre fødende som en jordemoder på et hospital skal. Jeg kommer ikke til at risikere at jordemoderen er væk når jeg har aller mest brug for hende. Jeg får en jordemoder som kender mig og mine ønsker og sygehistorie. Jeg er sikker på at hvert sekund at min fødsel er der en jordemoder tilstede til at hjælpe og guide mig. Hun skal ikke afbrydes af vagtskifte eller fordi en anden fødende får brug for hende.
Jeg er overbevidst om at jo mere tryg du er ved din fødsel jo lettere en fødsel får du. Jo færre smerter oplever du. For uanset hvordan vi vender og drejer det begrebet smerte så spiller psyken en stor rolle. Jeg ville ikke føle mig tryg på et hospital og jeg ville let blive let blive stresset over at være der. Det ville helt sikkert mindske min tolerance overfor den smerte jeg skal igennem. Er jeg hjemme vil jeg have alt det jeg kan lide omkring mig. Jeg vil være tryg og i større grad bedre slev kunne bestemme hvordan jeg vil bevæge mig rundt under min fødsel.
Ud over at det for mig drejer sig om tryghed og om at der er så mange fordele ved at føde hjemme i min optik. Så drejer mit valg sig også om et fravalg. Et fravalg af hospitaler.
En fødsel er en naturlig ting og jeg synes fødsler i dag bliver sygelige gjort ved at de skal foregå på hospitaler. 75% af alle fødsler i DK kan rent faktisk foregår hjemme. En fødsel er noget som helst ikke må gøre for ondt og heller ikke tage for langtid. Trækken fødslen ud så er det belejligt at klippe, give Ve-drop, tage med kop eller tang osv. - Groft sagt.
Mange af disse indgreb kan undgåes hvis blot den fødende får tid og får lov at bevæge sig under fødslen. Ofte bliver man som fødende underlagt rutiner på en fødegang. Jordemødrene har travlt, de har ikke altid den fornødne tid til at fødslen kan forløbe 100% naturligt.
Dertil så er de stillinger som man ofte mere eller mindre bliver påduttet på et hospital overhovedet ikke særlig gode at føde i. Men ufattelig praktiske for jordemoderen. Ofte så foregår meget af fødslen i en seng, enden på siden eller på ryggen. At føde på ryggen er en ekstrem unaturlig stilling at føde i. Barnet kan ikke rotere som det skal i ens bækken. Dertil så skal man føde mod tyngdekraften, som et skihop op i luften. Det giver flere smerter, risiko for at barnet ikke har drejet sig, risiko for klip, risiko for at barnet har svært ved at komme ud, risiko for at man brister unødigt.
Dertil er der det mentale aspekt i at blive lagt på ryggen. Det kan for mange føles umyndiggørende og ydmygende. Men på en fødegang er det meget normalt at føde sådan. Det er praktisk for den arbejdende jordemoder at den fødende ikke bevæger sig for meget rundt.
Jeg er godt klar over at ikke alle oplever fødsler på et hospital som noget dårligt og jeg ved også at mange har gode oplevelser. Det er også enormt dejligt.
Men om ens oplevelse på et hospital bliver god er lidt som er trække i lotteriet. Er der travlt på fødegangen når du ankommer med veer så vil kvaliteten også være derefter. Kommer man ind en dag hvor der ikke er ret mange andre fødende så er det klart at jordemoderen har meget bedre tid og overskud til en.
Det er bare ikke en risiko jeg har lyst til at løbe. Dertil har jeg stort ønske om at føde i vand og vil man det så er ens muligheder for at det skal lykkes også meget bedre ved at man bliver hjemme.
Efter jeg havde taget min beslutning var jeg meget nervøs for hvad mine omgivelser ville sige til mit valg. Det er alligevel kun 1% af alle fødsler i DK som foregår hjemme. Så det er nærmere undtagelsen end reglen at møde en som har ønske om at føde hjemme.
Jeg var især bange for at fortælle min mor om mit valg. Så jeg fik aldrig fortalte det direkte. Jeg frygtede et bombadement af spørgsmål og negative kommentarer om hvor farligt og ufornuftigt et valg det var og hentydninger om at det var en sær fiks ide jeg havde fået mig. Så beslutningen om en hjemmefødsel lod jeg stille og rolig sive ud gennem facebook. Så kunne min familie vende sig til tanken inden jeg talte med dem om min forestående fødsel.
Men jeg er blevet noget overrasket. Jeg havde forberedt mig på en del modstand omkring mit valg. Men det synes jeg faktisk slet ikke jeg har oplevet.
Folk er positive og er ENORMT nysgerrige for at få at vide hvorfor jeg har truffet et sådan valg. Jeg føler folk på en eller anden måde har tillid til at jeg ikke ville træffe nogen som helst beslutning som var til fare for mig og vores barn, og derfor reagere vores venner og familie heller ikke med kommentarer om hvor dumdristig jeg måtte være. Måske tænker de det. Men jeg har en følelse af at de fleste synes det er enormt spændene og mange af dem, sjovt nok de lidt ældre og dem som har et godt kendskab til sundhedssystemet som det er nu, kan uden mærket forstå hvorfor jeg har truffet dette valg.
Jeg har dog også oplevet et par stykker som ser det som en fiks ide. Som ikke tror på jeg klare at føde hjemme i sidste ende for, jeg kan jo ikke få en epidural!
En veninde sagde til at starte med at hun ALDRIG havde forstået hvem det dog var der fødte hjemme. Hun forstillede sig det var meget alternative og uoplyste bondefolk som gjorde den slags. Men hun lyttede ivrigt og det endte med at hun selv blev helt varm på ideen om at føde hjemme når hun engang skulle have børn selv. Hun kunne 100% forstå mit valg og se det fornuftige i at blive hjemme og udbrød til slut at fødekarret jo sagtens kunne stå der i stuen. Behøver jeg sige at hendes mand straks tænke "VANDSKADE".
Måske er der også dem som synes jeg er skør i min vennekreds. Men heldigvis så lader det til at de nøjes med at tænke det. Måske hænger det sammen med at folk jeg kender er så vant til mine alternative og finurlige påfund som skiller sig ud fra det "man normalt gør".
En ting er sikkert. Jeg glæder mig til min fødsel. Det måtte gerne være imorgen! Jeg er ikke det mindste bange for noget som helst og er det ikke sådan man bør have det?
Links til nysgerrige
Bogen om hjemmefødsler:
http://www.hjemmefodsel.dk/bestilling.html
Hjemmefødselsordningen i Region Sjælland:
http://www.hjemmefoedsler.dk/
Hjemmefødsler generelt:
http://www.hjemmefoedsel.net/
En side hvor du kan hører andre fortælle om deres hjemmefødsler - Samt en masse andet:
http://slyngebarn.amandur.dk/
Hjemmefødsler og indgreb:
http://www.jordemoderforeningen.dk/index.dsp?page=3830
Køb af fødebassin:
http://www.mamaslife.dk/
Men for over en måned siden begyndte jeg at undersøge det da jeg via forummet slyngebarn mødte en masse kvinder som havde født hjemme. Jeg læste nogle fødselsberetninger og læste om fordele og ulemper ved henholdsvis hospitalsfødsler og hjemmefødsler.
Jeg blev anbefalet at læse bogen "Bogen om hjemmefødsler". Den fandt jeg så på biblioteket. Jeg var ikke nået ret langt i bogen og havde ikke været bruger på Slyngebarn ret mange dage før jeg var 100% sikker på at jeg helt bestemt skulle føde hjemme - BASTA!
Manden skulle lige overbevises. Mænd er enormt praktisk orienterede og den første og største bekymring er "Hvad nu hvis der går hul på fødekarret"
Men da jeg læste op fra den lånte bog og fortalte at det ikke er farligt at føde hjemme, i hvert falde ikke farligere end at føde på hospitalet, så var han overbevidst. Det lokkede også at han som kommende far kunne være meget mere med under forløbet. Han ville være hjemme og ville derfor meget lettere kunne gøre sig nyttig end hvis han var et fremmed sted. Dertil er det ekstremt tillokkende at vi begge efter fødslen kan gå op i vores egen seng og nyde vores barn. Der er ikke noget med at far skal tage hjem for natten og jeg risikere ikke at ligge på en 4-mands stue med andres grædende baby'er og gæster. Dertil så behøver vi ingen kører tur. Hverken mens jeg har veer eller efter fødslen.
For mig handler en fødsel om noget naturligt. Det er en naturlig smerte som man som kvinde skal arbejde sig igennem. Jeg har aldrig haft nogen som helst trang eller ide om at skulle have smertestillende under min fødsel. Hvis jeg nu var ret sikker på at jeg godt ville have en epiduralblokade så var hjemmefødsel ikke noget for mig, for det er ikke muligt at få når du vælger at føde hjemme. Jeg er uden mærket godt klar over at det kommer til at gøre ondt. Men jeg er ret sikker på at uanset hvor ondt det gør er det ikke noget min krop ikke kan klare. Dertil er der bivirkninger ved f.eks en epiduralblokade og det er bivirkninger jeg på ingen måde har lyst til at komme i nærheden af.
Jeg regner med at klare min fødsel med varmt vand, ingefær, og bevægelse og vejrtrækning og evt akupunktur. Jeg har købt et fødekar som jeg meget gerne vil føde i og være i når veerne er allerværst.
Vand virker enormt godt smertelindrende da det bevæger sig gennem nervesystemet hurtigere end smerteimpulser gør. Det får en til at slappe af og fødsel i vand mindsker risikoen for bristninger.
Statistisk set så er der færre indgreb under hjemmefødsler. Færre klip, mindre behov for smertestillende, færre børn bliver tager med kop eller tang, samt færre tilfælde af lav apgarscore hos den nyfødte.
Mælken løber hurtigere til og amningen har lettere ved at komme i gang efter en hjemmefødsel.
En anden ting som betyder rigtig meget for mig er at jeg ved hvilken jordemoder der vil være tilstede ved min fødsel. I Region Sjælland er der en fantastisk hjemmefødselsordning og det fungere således at der er 2 jordemødre som skiftes til at besøge den gravide og det er også en af disse som vil dukke op når fødsel går i gang.
Dertil er jordemoderen MIN! Hun skal ikke tilse andre fødende som en jordemoder på et hospital skal. Jeg kommer ikke til at risikere at jordemoderen er væk når jeg har aller mest brug for hende. Jeg får en jordemoder som kender mig og mine ønsker og sygehistorie. Jeg er sikker på at hvert sekund at min fødsel er der en jordemoder tilstede til at hjælpe og guide mig. Hun skal ikke afbrydes af vagtskifte eller fordi en anden fødende får brug for hende.
Jeg er overbevidst om at jo mere tryg du er ved din fødsel jo lettere en fødsel får du. Jo færre smerter oplever du. For uanset hvordan vi vender og drejer det begrebet smerte så spiller psyken en stor rolle. Jeg ville ikke føle mig tryg på et hospital og jeg ville let blive let blive stresset over at være der. Det ville helt sikkert mindske min tolerance overfor den smerte jeg skal igennem. Er jeg hjemme vil jeg have alt det jeg kan lide omkring mig. Jeg vil være tryg og i større grad bedre slev kunne bestemme hvordan jeg vil bevæge mig rundt under min fødsel.
Ud over at det for mig drejer sig om tryghed og om at der er så mange fordele ved at føde hjemme i min optik. Så drejer mit valg sig også om et fravalg. Et fravalg af hospitaler.
En fødsel er en naturlig ting og jeg synes fødsler i dag bliver sygelige gjort ved at de skal foregå på hospitaler. 75% af alle fødsler i DK kan rent faktisk foregår hjemme. En fødsel er noget som helst ikke må gøre for ondt og heller ikke tage for langtid. Trækken fødslen ud så er det belejligt at klippe, give Ve-drop, tage med kop eller tang osv. - Groft sagt.
Mange af disse indgreb kan undgåes hvis blot den fødende får tid og får lov at bevæge sig under fødslen. Ofte bliver man som fødende underlagt rutiner på en fødegang. Jordemødrene har travlt, de har ikke altid den fornødne tid til at fødslen kan forløbe 100% naturligt.
Dertil så er de stillinger som man ofte mere eller mindre bliver påduttet på et hospital overhovedet ikke særlig gode at føde i. Men ufattelig praktiske for jordemoderen. Ofte så foregår meget af fødslen i en seng, enden på siden eller på ryggen. At føde på ryggen er en ekstrem unaturlig stilling at føde i. Barnet kan ikke rotere som det skal i ens bækken. Dertil så skal man føde mod tyngdekraften, som et skihop op i luften. Det giver flere smerter, risiko for at barnet ikke har drejet sig, risiko for klip, risiko for at barnet har svært ved at komme ud, risiko for at man brister unødigt.
Dertil er der det mentale aspekt i at blive lagt på ryggen. Det kan for mange føles umyndiggørende og ydmygende. Men på en fødegang er det meget normalt at føde sådan. Det er praktisk for den arbejdende jordemoder at den fødende ikke bevæger sig for meget rundt.
Jeg er godt klar over at ikke alle oplever fødsler på et hospital som noget dårligt og jeg ved også at mange har gode oplevelser. Det er også enormt dejligt.
Men om ens oplevelse på et hospital bliver god er lidt som er trække i lotteriet. Er der travlt på fødegangen når du ankommer med veer så vil kvaliteten også være derefter. Kommer man ind en dag hvor der ikke er ret mange andre fødende så er det klart at jordemoderen har meget bedre tid og overskud til en.
Det er bare ikke en risiko jeg har lyst til at løbe. Dertil har jeg stort ønske om at føde i vand og vil man det så er ens muligheder for at det skal lykkes også meget bedre ved at man bliver hjemme.
Efter jeg havde taget min beslutning var jeg meget nervøs for hvad mine omgivelser ville sige til mit valg. Det er alligevel kun 1% af alle fødsler i DK som foregår hjemme. Så det er nærmere undtagelsen end reglen at møde en som har ønske om at føde hjemme.
Jeg var især bange for at fortælle min mor om mit valg. Så jeg fik aldrig fortalte det direkte. Jeg frygtede et bombadement af spørgsmål og negative kommentarer om hvor farligt og ufornuftigt et valg det var og hentydninger om at det var en sær fiks ide jeg havde fået mig. Så beslutningen om en hjemmefødsel lod jeg stille og rolig sive ud gennem facebook. Så kunne min familie vende sig til tanken inden jeg talte med dem om min forestående fødsel.
Men jeg er blevet noget overrasket. Jeg havde forberedt mig på en del modstand omkring mit valg. Men det synes jeg faktisk slet ikke jeg har oplevet.
Folk er positive og er ENORMT nysgerrige for at få at vide hvorfor jeg har truffet et sådan valg. Jeg føler folk på en eller anden måde har tillid til at jeg ikke ville træffe nogen som helst beslutning som var til fare for mig og vores barn, og derfor reagere vores venner og familie heller ikke med kommentarer om hvor dumdristig jeg måtte være. Måske tænker de det. Men jeg har en følelse af at de fleste synes det er enormt spændene og mange af dem, sjovt nok de lidt ældre og dem som har et godt kendskab til sundhedssystemet som det er nu, kan uden mærket forstå hvorfor jeg har truffet dette valg.
Jeg har dog også oplevet et par stykker som ser det som en fiks ide. Som ikke tror på jeg klare at føde hjemme i sidste ende for, jeg kan jo ikke få en epidural!
En veninde sagde til at starte med at hun ALDRIG havde forstået hvem det dog var der fødte hjemme. Hun forstillede sig det var meget alternative og uoplyste bondefolk som gjorde den slags. Men hun lyttede ivrigt og det endte med at hun selv blev helt varm på ideen om at føde hjemme når hun engang skulle have børn selv. Hun kunne 100% forstå mit valg og se det fornuftige i at blive hjemme og udbrød til slut at fødekarret jo sagtens kunne stå der i stuen. Behøver jeg sige at hendes mand straks tænke "VANDSKADE".
Måske er der også dem som synes jeg er skør i min vennekreds. Men heldigvis så lader det til at de nøjes med at tænke det. Måske hænger det sammen med at folk jeg kender er så vant til mine alternative og finurlige påfund som skiller sig ud fra det "man normalt gør".
En ting er sikkert. Jeg glæder mig til min fødsel. Det måtte gerne være imorgen! Jeg er ikke det mindste bange for noget som helst og er det ikke sådan man bør have det?
Links til nysgerrige
Bogen om hjemmefødsler:
http://www.hjemmefodsel.dk/bestilling.html
Hjemmefødselsordningen i Region Sjælland:
http://www.hjemmefoedsler.dk/
Hjemmefødsler generelt:
http://www.hjemmefoedsel.net/
En side hvor du kan hører andre fortælle om deres hjemmefødsler - Samt en masse andet:
http://slyngebarn.amandur.dk/
Hjemmefødsler og indgreb:
http://www.jordemoderforeningen.dk/index.dsp?page=3830
Køb af fødebassin:
http://www.mamaslife.dk/
Abonner på:
Opslag (Atom)